
Mad til hjemmeboende
Madservice Viborg kan tilbyde dig god og sund mad hver dag.
Har du behov for hjælp til madlavning, kan du blive visiteret til at få leveret mad fra Madservice Viborg.
Da smag og behag er forskellig, kan du til hver uge vælge mellem 14 forskellige middagsretter og 14 forskellige biretter. Derudover er der mulighed for tilkøb af fx råkost, kage og smørrebrød.
Madtilbud til hjemmeboende
Du eller dine pårørende kan tilmelde dig Madservice Viborg ved hjælp af nedenstående tilmeldingsblanket. Ved tilmelding skal du bruge dit eget eller dine pårørendes MitID.
Hvis du modtager hjemmepleje, kan de også hjælpe dig med at bestille Madservice.
Alternativt kan du kontakte Visitation Sundhed og Omsorg på telefonnummer 87 87 61 00 i telefontiden fra kl. 8.00 til 12.00.
Når du har sendt din tilmeldingsblanket til Madservice, får du en sms, eller vi ringer til dig fra Madservice med besked om, hvilken ugedag du kan forvente at modtage din første levering.
Leveringen sker inden for tidsrummet kl. 8.00 til kl. 16.30. Det er vigtigt, at du er hjemme hele dagen ved første levering, da vi ikke kan oplyse præcist tidspunkt for chaufførens ankomst.
Som ny kunde har du ikke mulighed for selv at vælge retter de første tre uger. Vi vil så vidt muligt altid hensyn til eventuelle ønsker eller allergier.
Når du er tilmeldt Madservice, får du besøg af vores chauffør. Chaufføren vejleder dig i, hvordan du skal opbevare maden, hvordan du skal varme maden op og om, hvornår du fremover får maden leveret.
Maden skal i køleskabet med det samme, du modtager den. Chaufføren, der kommer med maden, kan hjælpe dig.
Ønsker du selv at hente maden, kan du aftale det i forbindelse med visiteringen. Afhentning foregår i Produktionskøkkenet, Petersmindevej 15, 8800 Viborg, hver mandag mellem kl. 9.30 og 11.30.
Hvilket tidsrum vil jeg forvente at få mad?
Ved din første levering får du et godt indtryk af, hvornår på dagen du typisk kan forvente at modtage din mad fremover. Leveringstidspunktet vil som regel ligge på samme tid hver uge - dog med en variation på op til en time tidligere eller senere. Vær opmærksom på, at vejret og andre uforudsete forhold kan påvirke leveringen, så der kan opstå forsinkelser.
Er du ikke hjemme når maden bliver leveret?
Hvis du ikke er hjemme, når din mad bliver leveret, skal du sørge for, at der står en køletaske eller termokasse udenfor døren, som chaufføren kan sætte maden i. Hvis du ikke bestiller mad online, skal du huske at lægge din bestillingsseddel i køletasken.
Har du glemt at lægge en ny bestillingsseddel til chaufføren, kan du bestille maden online via dette link eller ringe til Madservice og bestille på 87 87 68 00.
Hvis ikke du har en køletaske, vil maden blive leveret på det nærmeste plejeplejecenter. Hvilket plejecenter det er, står skrevet på en seddel, som er lagt i din postkasse.
Sammen med dine pårørende kan du let og enkelt bestille din mad i ro og mag, præcis når det passer dig.
Det gør du via linket: Webmenuvalg - Log ind
Her kan du bestille og afmelde din mad inden for bestillingsfristerne.
Hjemmeplejen kan også hjælpe dig med at bestille din mad online.
Du modtager postkort fra vores chauffør med et adgangsnavn og en adgangskode, som du skal du bruge, når du logger dig ind på bestillingslisten online.
Bestiller du online, kan du se varedeklaration på al maden i bestillingssystemet.
Sådan bestiller du online:
1. Gå på madservice.viborg.dk
2. Vælg på Bestil mad online
3. Log ind med dit adgangsnavn og adgangskode
4. Vælg den uge, du vil bestille mad til
5. Vælg hvilke retter og antal portioner, du ønsker
6. Gå til kurven
7. Godkend din bestilling
8. Godkend bestilling og send til Madservice Viborg
9. Vælg OK
Fristen for at bestille og afbestille mad kan du se, når du bestiller.
Du kan også bestille mad med bestillingsseddel i papir her.
Se video, hvordan du bestiller mad online
Hvis du ønsker det, kan du også bestille mad på bestillingssedler i papir.
Hver uge kan du få en menuplan og tilførende bestillingsseddel af den chauffør, der leverer mad til dig. Du udfylder bestillingssedlen og afleverer den til chaufføren, når han kommer næste gang. 14 dage efter din bestilling, modtager du maden.
Se varedeklaration for ældrekost
Du kan se varedeklaration for ældrekosten nederst på siden under: Menuplaner til hjemmeboende med varedeklarationer.
Ønsker du varedeklaration på andre kostformer end ældrekost, kan du ringe til Madservice Viborgs køkken på Tlf.: 87 87 68 00.
Du betaler for en måned ad gangen og altid bagudrettet.
Når du bestiller madservice, kan du tilmelde dine betalinger til betalingsservice, så beløbet trækkes automatisk hver måned.
Ellers sender vi dig en opkrævning til digital post, eller din fysiske postkasse hvis du er fritaget for digital post.
Har du spørgsmål, kan du kontakte os på tlf. 87 87 68 00
Du får en vejledning til, hvordan maden skal tilberedes. Chaufføren har den med første gang, vi kommer med maden til dig. Denne vejledning kan du også finde under overskriften "Mer om mad hjem til dig" her på hjemmesiden.
Maden er pakket, så den kan varmes i alle typer ovne - også mikrobølgeovn. Den klare film oven på bakken skal blive på, når den varmes. Vi anbefaler, at du prikker et par huller i filmen med en gaffel.
Emballagen er fremstillet af miljøvenligt materiale, som kasseres efter brug.
Husk! Maden må kun varmes én gang.
Særlige ernæringsbehov
Ældre har forskellige ernæringsbehov. Den rigtige kostform er afgørende for at fremme og bevare et godt helbred. Vi har derfor forskellige kostformer at vælge imellem. Det kan være du har behov for en lægeordineret diæt/ kostform.
Ældre kost
Denne kost er tilpasset ældre og passer til ældre der ikke har særlige ernæringsbehov. Ældre bør som udgangspunkt ikke tabe sig og har et større behov for protein. Ældre kosten indeholder derfor mere fedt og protein end hvad der anbefales i de officielle kostråd.
Energi- og proteinrig kost
Til småtspisende der har tabt sig eller er i risiko for at tabe sig. Ved et længere sygdomsforløb med lav appetit er denne kostform ofte et godt valg. Vær opmærksom på at overvægtige ældre ikke bør tabe sig under et sygdomsforløb, da dette kan medføre tab af muskelmasse og funktionsevne.
Normal kost voksne
Til overvægtige borgere der ønsker at stoppe en vægtøgning eller ønsker vægttab. Vær opmærksom på at ældre som udgangspunkt ikke bør sættes på slankekur, da tab af vægt kan resultere i tab af muskelmasse og dermed funktionsevne. Tag eventuelt kontakt til Madservice Viborg for at få vejledning af en klinisk diætist, for at sikre en god ernæringstilstand.
Kost ved tygge- og synkebesvær
Nogle ældre har behov for at få mad med en modificeret/blød konsistens på grund af tygge- eller synkebesvær. En ergoterapeut kan hjælpe med at vurdere, hvilken konsistens der er den rigtige. I Madservice Viborg tilbyder vi et bredt sortiment og har følgende kostformer til borgere med tygge- og synkebesvær.
- Blød kost
- Blød kost med mos
- Gratin kost
- Cremet kost
Ernæring ved tygge- og synkeproblemer (pdf)
Mulighed for andre kostformer
- Allergikost
- Kost der tager hensyn til religiøse forhold
- Vegetarisk/vegansk kost
Fødevarestyrelsens anbefalinger for D-vitamin og calcium
20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium, hele året anbefales til:
- Personer over 70 år
- Personer i plejebolig og hjemmepleje, uanset alder
- Personer i øget risiko for knogleskørhed, uanset alder
Småtspisende
Det anbefales, at småtspisende suppleres med en vitamin- og mineraltablet dagligt.
Vegetar med indtag af æg, mælkeprodukter og en varieret kost
- D-vitamin og calcium efter gældende anbefaling.
- Evt. tilskud af jod, selen, jern, calcium, vitamin A, riboflavin, vitamin B2 og zink, hvis du er i tvivl, om du får dækket dit behov for disse vitaminer og mineraler.
Du kan få kostvejledning ved en klinisk diætist, hvis du har behov for ændringer i din kostform. Dermed kan det planlægges hvilke måltider, mellemmåltider og drikkevarer som passer bedst til dine behov og præferencer.