Vi har et dygtigt og erfarent kostfagligt personale, hvor vores opgave er, at lave god og ernæringsrigtig hverdagsmad samt skabe mulighed for at du får gode måltidsoplevelser.

Køkkenet har et tæt samarbejde med plejepersonalet, så vi kan sikre, at vi lever op til dine ønsker til mad og kvalitet.

Ernæringsbehov ændrer sig i forbindelse med en sygdomsperiode og genoptræning. Det er derfor vigtigt at have fokus på at få tilstrækkelig mad og drikke for at forebygge vægttab og funktionstab.

Dine pårørende er velkomne til at kontakte plejepersonalet, hvis de har spørgsmål eller ønsker. Plejepersonalet vil formidle spørgsmål og ønsker videre til køkkenpersonalet.

Vi glæder os til at lave mad til dig.

Godt at vide

På aflastnings- og midlertidige pladser tilbyder Madservice Viborg en døgnkostpakke, hvor vi tænker måltider ind til hele døgnet. Derfor indgår alle dagens måltider samt drikkevarer.

Vi sikrer at der støttes op om måltider og drikkevarer tilpasset dine ønsker og ernæringsbehov. Døgnkostpakken består af 3 hovedmåltider, mellemmåltider samt drikkevarer.

Maden bliver fremstillet af de bedste råvarer, og vi sørger for at næringsstoffer og vitaminer bliver bedst muligt bevaret.

Foruden et fast udvalg af traditionelle retter, følger menuerne årstiderne og bliver tilberedt af sæsonens råvarer.

I Madservice Viborg ønsker vi at kræse ekstra om vores beboere, hvorfor der i forbindelse med højtider, fester, kongelige begivenheder og andre mærkedage tilbydes festlige måltider, som automatisk indgår i døgnkostpakken.

Der er inkluderet vin, øl, sodavand mm. ved disse lejligheder.

Pårørende er velkomne til at deltage i de daglige måltider samt de arrangementer der afholdes. For at sikre at der er nok mad, skal bestillingen af et dagligt måltid, foretages senest dagen før kl. 12 til køkkenet. Der kan altid spørges om mulighed for køb af fx kaffe og kage til gæster.

Ved arrangementer er bestillingsfristen beskrevet i invitationen.

I en døgnkostpakke indgår alle måltider og drikkevarer til hele døgnet. Det betyder også, at du betaler en samlet pris pr. døgn.

Udover døgnkostpakken er der en undtagelsespakke. For at sikre det individuelle skøn i forhold til konkrete borgeres behov, kan centerlederne i samråd med Madservice fravi­ge døgnkostpakken i særlige tilfælde, herunder for terminale borgere og borgere der er delvist ernæret med sondeernæring. Dette vil i praksis kaldes en undtagelsespakke, som prismæssigt svarer til en halv døgnkostpakke.

Se prisoversigten for midlertidige pladser her 

I tilfælde af vanskeligheder ved at afholde udgiften til forplejning på midlertidigt ophold, samtidigt med dine faste omkostninger i din vanlige bolig, har du mulighed for at få foretaget en rådighedsberegning af din økonomi. Denne beregning kan føre til nedsat egenbetaling for det midlertidige ophold.

Betaling sker via betalingsservice eller girokort. Du betaler for en måned ad gangen.

Betalingen opkræves to måneder efter leveringen - så dvs. at mad, leveret i januar, opkræves i marts.

Du kan afmelde måltider dagen før kl. 12 til køkkenet, hvis du ikke er i huset, eller dine pårørende kommer og f.eks. har eftermiddagskage med.

Døgnkostpakken afmeldes ved indlæggelser mm.

Vi har forskellige ernæringsbehov og den rigtige kostform er derfor afgørende for at fremme og bevare et godt helbred, særligt hvis man har været igennem et længere sygdomsforløb. Et vægttab i forbindelse med sygdom resulterer i tab af muskelmasse og funktionsevne.

Det er derfor vigtigt at have fokus på ikke at tabe sig i sygdomsperioden og genoptræningsfasen. Dette gælder også for overvægtige.

Når du bor på pleje- og omsorgscenter, tilbydes du måling af din højde og vægt. Det er vigtigt at følge vægtudviklingen hos ældre da de er mere følsomme for vægttab end yngre voksne. Alle vægttab som ikke er planlagt, har konsekvenser for den enkeltes livskvalitet og sundhedstilstand og kan medføre øget risiko for sygdom og hospitalsindlæggelse samt nedsat evne til at klare sig selv i hverdagsaktiviteter. Vægtmåling og vægtudviklingen er derfor vigtig, for at kunne tilbyde den rette mad og drikke til den enkelte.

Det kan være du har en lille appetit og taber dig, eller har behov for en diæt. Dine måltider og drikkevarer tilpasses dine ernæringsbehov.

Der tilbydes kostvejledning ved en klinisk diætist, hvis du har behov for ændringer i din kost. Dermed kan det planlægges hvilke måltider, mellemmåltider og drikkevarer som passer bedst til dine behov og ønsker.

Hvis du har tygge- og/eller synkebesvær tilbydes der også en kost målrettet disse behov.

Ved særlige ønsker kan køkkenet kontaktes.

Fødevarestyrelsens anbefalinger for D-vitamin og calcium

20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium, hele året anbefales til:

  • Personer over 70 år 
  • Personer i plejebolig og hjemmepleje, uanset alder 
  • Personer i øget risiko for knogleskørhed, uanset alder

Småtspisende

Det anbefales, at småtspisende suppleres med en vitamin- og mineraltablet dagligt.

Vegetar med indtag af æg, mælkeprodukter og en varieret kost

D-vitamin og calcium efter gældende anbefaling.

Evt. tilskud af jod, selen, jern, calcium, vitamin A, riboflavin, vitamin B2 og zink, hvis du er i tvivl, om du får dækket dit behov for disse vitaminer og mineraler.